mandag den 6. april 2015

Påsketur på Himmerlandsstien

Vejret var fantastisk og min kæreste og jeg havde ingen planer de første dage i påsken. Vi bestemte os for at udnytte tiden og det gode vejr på bedste vis. Onsdag aften pakkede vi rygsækkene til en luksus-vandretur (læs: TUNG rygsæk) så vi var klar torsdag morgen til at køre mod Viborg, hvor vi i øvrigt skulle til påskefrokost lørdag middag. Så det passede med 2 hele dage med vandring og 2 overnatninger.

Torsdag morgen trillede vi afsted mod Viborg, fik parkeret bilen og så var vi afsted. Vejret var flot, ikke en sky på himlen. Himmerlandsstien starter/slutter ved Viborg station og går af den gamle og nu nedlagte jernbane til og med Løgstør i Nordjylland. Det første stykke af stien var asfalteret og gik gennem noget industri i udkanten af Viborg, ikke det mest spændende og naturrige stykke, men vi håbede det blev bedre når vi kom et stykke uden for byen.



Da vi kom lidt uden for byskiltet, ændrede asfalten sig til grus og omgivelserne blev til natur. Da det er en gammel jernbane, er det oftest nogle ret lange og lige stræk. Det kan til tider blive en smule ensformigt men heldigvis ændrer omgivelserne sig ret kraftigt.

Vi kom forbi en lange række af små "perler" -boliger der lå fuldstændig ugeneret fra larm og trafik fra større veje, og vi blev enige om at sådan et kunne vi godt tænke os engang :)



Da vi kom på den anden side af Løgstrup fandt vi et lille hyggeligt sted med overdækkede bord/bænke, det var blevet tid til frokost. Vi havde medbragt rugbrød med Faaborg bacon leverpostej på dåse. Den smager nu i øvrigt rigtig fint, og er et godt alternativ til den klassiske blå postej.



En del af Himmerlandsstien er også Hærvej.



Vi tog det stille og roligt, vi havde telt med, så vi skulle ikke nødvendigvis nå frem til en shelterplads eller lign. Der var rigelig tid til kaffepauser og sad man nogenlunde i læ, kunne man virkelig mærke hvordan forårssolen lunede på kinderne, lækkert!



Kort før vi kom igennem Skals by, krydsede vi Skals Å på et stort åben stykke, hvor man godt kunne mærke de 10 s/m vind vejrudsigten havde lovet..hehe



Da vi kom til Skals by, var det ved at være tid til at få tanket vand, vi tog en afstikker fra stien og gik op gennem byen og op til kirken, en lille hyggelig og velholdt kirke. Vi fik tanket vand, satte os på trappen og nød endnu engang roen og de varmende stråler fra solen.






Turen gik videre og da vi nåede lige på den anden side af Skringstrup, var der den lækreste lejrplads. 3 shelters med bålplads, stort bålhus, vand, muldtoilet og stor græsplæne til telte. Der blev pakket lidt ud og jeg fik teltet rejst mens andre bare lå i solen og læste i en bog ;)

Vi nåede ca. 20km om torsdagen.




Da klokken blev lidt over 18 var det tid til aftensmad vi havde taget "rigtig" mad med hjemmefra til den første dag så vi fik ris, romanesco, kylling og asiatisk "sovs". Smagte virkelig godt! Vi nåede lige at spise i de sidste stråler fra aftensolen inden den gik ned. Efterfølgende fald temperaturen desværre ret voldsomt.



Vi blev enige om snart at ligge os i poserne. Så vi fik vasket op, børstet tænder og så gik vi os en lille aftentur i området, for at lige få lidt ekstra varme i kroppen inden vi skulle i posen. Det var min første reelle nat i min nye Cumulus X-lite sovepose som dog "kun" har en komforttemp på 8 grader (de havde lovet minus et par grader om natten) -test af denne kommer senere.



Om morgenen da vi vågnede omkring kl 8.30 var der noget køligt, hvilket man tydeligt ser på teltet :) Men solen var på vej, himlen var skyfri og det tegnede til endnu en fantastisk dag. Da solen kom op over træerne kunne man virkelig mærke varmen. Faktisk var der lige knap 20 grader i solen.





Vi hyggede os med frisk kaffe, the og pandekager inden vi skulle pakke sammen og videre mod Aalestrup. Vi sad flere timer inden vi fik os taget sammen til at komme videre, hvilket betød at vi først var på stien igen ved 11 tiden. Men det gjorde os nu egentlig ikke så meget, det var påske, vi havde ferie, vejret var skønt og i øvrigt noget mere vindstille end dagen før. Vores mål for dagen var Aalestrup, en tur på ca. 15 km fra shelterpladsen.








Vi tog det roligt og havde flere små-pauser inden vi fandt det perfekte sted at spise frokost.



Vi fik frokost ved 13-tiden og fandt et skønt lille sted lige ved stien, med borde og bænke, endnu engang blev det rugbrød med leverpostej, denne gang kunne vi dog supplere med en gang torskerogn :) Desværre var der skygge på pladsen og det blev lidt køligt da vi havde taget vores yderlag af og stoppet i rygsækken :)



Turen gik videre mod Aalestrup, hvor vi kunne se der lå en lille campingplads i udkanten af byen. Den bestemte vi os for at overnatte på, det var jo som tidligere nævnt en luksus tur, så valgte muligheden for træk/slip og rindende varmt vand :)



Da aftenen kom fik vi kogt lidt vand til vores frysetørret mad, og gik efterfølgende en skøn aften tur i byen (som i øvrigt var MEGET stille). Vi hoppede i poserne og faldte hurtigt i søvn. Morgenen kom og vi stod op og fik os en gang havregrød med blåbær, mens vi småsludrede med camping-mutter. Efter ca en times tid, blev vi hentet af min svigerfar. Det var blevet tid til et bad og efterfølgende påskefrokost med familien.

En fantastisk måde at tilbringe at par påskedage på, og har allerede planer om at tage det næste stykke af turen fra Aalestrup mod Løgstør til næste påske :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar